20:17 udtaler sig om uddannelsen

Aarhus 2017 støtter to aarhusianske ildsjæle, som arbejder for en ungdomsuddannelse med fokus på kultur og […]

Aarhus 2017 støtter to aarhusianske ildsjæle, som arbejder for en ungdomsuddannelse med fokus på kultur og kreativitet.

D. 20. februar, 2012
”Der er behov for en ungdomsuddannelse, som har fokus på det kreative.”
Således indledte Carsten Borup et møde på Kulturgyngen i Mejlgade mandag ved middagstid.
I samarbejde med Mille Obel Høier er Carsten Borup idébagmand og ildsjæl bag et udspil til netop en kreativ ungdomsuddannelse. Mandagsmødet skulle være med til at præsentere Den Kreative og Kulturelle Ungdomsuddannelse for en bredere kreds, og involvere flere interesserede i projektet. Formålet er at skabe en uddannelsesmulighed på lige fod med gymnasier og handelsskoler, som giver adgang til videregående uddannelser.
”Vi synes, at der er en stor mangel i uddannelsessystemet. Der er for mange, som ikke passer ind på en ungdomsuddannelse som de er i dag. Vi ønsker at lave en uddannelse, som er et supplement til de eksisterende uddannelser, og som samtidig kan være med til at gøre de studerende mere egnede til de videregående kreative uddannelser,” lød det fra Carsten Borup.
På Kulturgyngen mødtes folk fra forskellige kulturinstitutioner og andre interesserede fra hele regionen med idébagmændene og diskuterede idéen om en ny, kreativ ungdomsuddannelse. Og her var bred enighed om, at der er et behov for at tænke anderledes på området.

”Det er vigtigt for os, at vi ikke bare strikker en gymnasiel uddannelse sammen og drysser noget kreativitet og kultur ud over. Det skal i højere grad være den anden vej omkring, så vi sikrer, at kreativiteten og det kulturelle er i højsædet,” sagde Mille Obel Høier.

Idéen om en tre-årig ungdomsuddannelse med fokus på kreativitet og kunst er opstået under en Aarhus 2017-workshop. Her var flere deltagere enige om, at der måtte gøres noget for at styrke de kreative fag i fremtiden. Men forbindelsen til Aarhus 2017 stopper ikke her. Kulturhovedstadsprojektet har indgået et samarbejde med idébagmændene og har en ambition om, at den første årgang elever på Den Kreative og Kulturelle Ungdomsuddannelse skal være færdige i Kulturhovedstadsåret 2017. Det glæder Aarhus 2017 projektleder Trevor Davies.
”Uddannelsen vil i samarbejde med 2017 få muligheder for at engagere de studerende i projekter og store events, som kan styrke den enkeltes talentudvikling, opmærksomheden på uddannelsen både nationalt og i Europa og 2017 kan arbejde sammen med helt nye unge aktører, hvis talenter vi ellers ikke ville have mødt.,” sagde han.

Den Kreative og Kulturelle Ungdomsuddannelse har modtaget 270.000 kroner fra Aarhus 2017, Arkitektskolen, Region Midtjylland og initiativtagerne selv. Pengene skal bruges til at videreudvikle konceptet for Den Kreative Ungdomsuddannelse, som efter ambitionen starter med det første hold elever i august 2014, så de kan være færdige, i 2017, hvis Aarhus vinder titlen som Europæisk Kulturhovedstad.

LÆS ARTIKLEN HER